Dyrlæge Aarhus & Skanderborg

Tænder et fokusområde

Dyr har ligesom mennesker behov for regelmæssigt eftersyn af deres tænder, og gennem de seneste år har tandproblemer hos hunde og katte fået mere opmærksomhed hos både dyrlæger og dyreejere. Dyrs tænder og tandbehandling er derfor et af vores fokusområder.

På vores hospital har vi installeret en professionel tandklinik med alt nødvendigt udstyr til at tilbyde dit kæledyr samme behandlinger, som du kender hos tandlægen – lige fra det regelmæssige tandtjek til de mere avancerede operationer i mundhulen.

Hunde eller katte, der har problemer med tænder eller mundhule, oplever ofte forringet livskvalitet – men fordi symptomerne som regel kommer snigende, kan det være svært at opdage. Derfor tilbyder vi her på klinikken altid at lave et hurtigt tandtjek uden beregning, så vi derfra kan sætte ind med den nødvendige behandling og forebyggelse.

 

Tandrensning og tandudtrækning

Tandsten, tandkødsbetændelse og paradentose er nogle de hyppigste diagnoser, vi stiller i forbindelse med det årlige sundhedseftersyn. Her vurderer vi, om der er behov for tandrensning, om der skal trækkes enkelte tænder ud, om dyret skal have antibiotisk behandling – eller om der skal tages tandrøntgenbilleder.

Vi anvender digital røntgen for at sikre, at vi også finder alt det, man ikke ser med det blotte øje.

Belægninger og tandsten fjerner vi ved hjælp af ultralyd, og vi polerer tænderne med pimpsten for at gøre overfladerne glatte. Har kæledyret paradentose eller tandkødsbetændelse, måler vi altid dybden af tandkødslommerne for at undersøge, om tænderne sidder fast. Også i forbindelse med udtrækning af tænder er tandrøntgen en garanti for, at vi har fjernet hele tanden, så der ikke opstår problemer bagefter. Alle disse behandlinger og undersøgelser foregår under fuld bedøvelse, læs mere under narkose.

 

Forebyggelse af tandproblemer

Når din hund eller kat har fået renset tænder eller måske fjernet en tand, kan du nemt selv være med til at forebygge, at der opstår problemer med tænder eller tandkød igen. Du kan holde øje med tænderne ved regelmæssigt at løfte læben og vurdere tandkødets farve ved overgangen til tænderne. Det er også en god idé at tjekke, hvordan dit dyr lugter ud af munden.

For at nedsætte dannelsen af tandsten og risikoen for tandkødsbetændelse kan du give dit kæledyr tørkost af god kvalitet. Når dyret knaser tørkosten, renses tændernes overflade for belægninger, og tandsten forebygges. Det er også en god idé at børste tænder på dit kæledyr med en blød tandbørste og vand eller hundetandpasta.

Vi hjælper gerne med at vise dig, hvordan du børster tænder på din hund, ligesom vi er behjælpelige med vejledning omkring diæter og forskellige fodertilskud, der kan være med til at holde mund og tænder sunde og raske. 

Kontaktinformation
Østergaards Dyrehospital
Ingerslevtoften 4
8310 Tranbjerg

Tlf. 70 20 40 47
mail@oedh.dk

Åbningstider
Man kl. 08:00 - 19:30.
Tir - fre kl. 08:00 - 17:00.
Lør kl. 09:00 - 12:30.

Døgnvagt
70 20 40 47