Dyrlæge Aarhus & Skanderborg

Hvorfor narkose?

I forbindelse med flere af vores behandlinger er det nødvendigt at lægge patienten i narkose, så vi kan gennemføre undersøgelser og operationer uden ubehag for dyret. Når vi bedøver en patient, får vi den under kontrollerede forhold til at sove så dybt, at den mister smertesans og bevidsthed. Moderne narkosemidler er meget skånsomme, og der er kun en yderst lille risiko for komplikationer.

 

Før narkose

Nogle narkosemidler kan godt give kvalme og få patienten til at kaste op. Derfor er det vigtigt, at mavesækken er tom, når dyret skal bedøves. Som ejer skal du derfor sørge for, at dit kæledyr faster fra klokken 23 aftenen før den dag, hvor narkosen er planlagt.

Før vi planlægger at bedøve en patient, gennemfører vi altid en grundig klinisk undersøgelse af dyret. Vi tjekker slimhinder og lytter til hjerte og lunger for at være helt sikre på, at patienten er rask nok til at blive lagt i fuld narkose. Vi tager også en blodprøve, så vi har et fuldt overblik over funktion af nyrer, lever, immunforsvar og stofskifte og kan skræddersy den rette narkoseblanding.

 

Under narkose

Vi passer rigtig godt på vores patienter – også når de sover. Under narkosen overvåger en veterinærsygeplejerske hele tiden dyrets tilstand og holder øje med vejrtrækning, farven på slimhinder, pupiller og reflekser, ligesom vi også under narkosen måler blodtryk og iltmætning af blodet. Patienter i narkose får væskebehandling under operationen og lægges på varme, så de har de bedste forudsætninger for at komme sig hurtigt efter narkosen.

Vi gør meget ud af at bruge så skånsom narkose som muligt, så vores patienter ligger i så kort tid som muligt.

 

Efter narkose

Efter at have været i fuld narkose, kan kæledyret godt være lidt træt op til et døgns tid efter. Når du får dit dyr hjem efter fuld narkose, er det bedst at lægge det et lunt sted og tilbyde det lidt at drikke og spise i små mængder. Afhængig af hvilken behandling, dit dyr har modtaget, vil du få smertestillende medicin eller antibiotika med hjem til videre behandling. Hvis dit dyr er blevet syet, skal stingene evt. fjernes efter 10 til 14 dage efter operationen.  

Kontaktinformation
Østergaards Dyrehospital
Ingerslevtoften 4
8310 Tranbjerg

Tlf. 70 20 40 47
mail@oedh.dk

Åbningstider
Man kl. 08:00 - 19:30.
Tir - fre kl. 08:00 - 17:00.
Lør kl. 09:00 - 12:30.

Døgnvagt
70 20 40 47